Rabin: Hvem skal ellers hjælpe dem?

NEPAL: Religionsfriheden fik et ordentligt knæk, da en antikonversionslov blev indført i Nepal i 2018. Open Doors’ partner Rabin fortsætter dog ufortrødent med at rejse til fjerntbeliggende områder for at støtte og undervise forfulgte kristne – for, som han siger, hvem skal ellers hjælpe dem?

 

For seks år siden var kristne i Nepal frie til at praktisere deres tro og kunne uden problemer fortælle personer med en anden religiøs baggrund om kristendommen. Men i 2018 indførte landet en antikonversionslov, og siden da har kristne skullet være forsigtige med, hvad de siger – selv i en kirkelig sammenhæng – da loven kriminaliserer enhver, som missionerer. Straffen er op til fem års fængsel samt en bøde på 26.000 kroner.

"Hinduisme betragtes som landets statsreligion, og tilhængere af minoritetsreligioner som eksempelvis kristne bliver forfulgt,” forklarer Rabin*, en af Open Doors’ lokale partnere.

Forfølgelsen kommer fra både familie, samfund, politiske partier, myndigheder og religiøse ekstremister - med familie og myndigheder som de to værste kilder til forfølgelse.

"I Nepal betragtes kristendom som en fremmed religion, den er også kendt som lavkaste-religionen. Derfor diskrimineres kristne og bliver ofte socialt boykottet. Andre gange fordrives de fra deres hjem eller lokalsamfund, og ind imellem overfaldes de også med våben, trækæppe eller skarpe værktøjer,” fortæller Rabin og tilføjer, at kristne kvinder står over for dobbelt forfølgelse i Nepal:

"Det nepalesiske samfund er patriarkalsk af natur. Kvinder betragtes som mindreværdige. Hvis en kvinde mod sin mands ønske vælger at blive kristen, betragtes hun som ulydig mod sin mand og som en forræder mod sit lands kultur.”

Antallet af kristne stiger

På trods af antikonversionsloven og en voksende forfølgelse af religiøse minoriteter, stiger antallet af kristne i Nepal. Ifølge Rabin er der to hovedårsager til dette:

"Den primære årsag er kastesystemet i hinduismen. Folk fra lavkaster betragtes som urene, men i mødet med kristendommen oplever de ligebehandling og kærlighed. En anden årsag er socialt arbejde. Der er mange kristne ngo’er, som hjælper mennesker fra alle racer, religioner, kulturer og traditioner uden nogen form for forskelsbehandling. Dette viser nepaleserne Guds kærlighed til alle mennesker."

Som Open Doors-partner er Rabin selv travlt optaget af at vise Guds kærlighed til sine landsmænd. Han forlader sin familie i dagevis for sammen med sit team at rejse gennem vanskeligt terræn til forfulgte kristne i afsides områder, hvor han giver bibelundervisning og hjælper med at opfylde nogle af folks mest presserende behov.

"Jeg når ud til kristne i alle aldre, herunder børn og kvinder. Det er min måde at vise Guds kærlighed på,” erklærer han.

Beskyttet – indtil nu

Rabin erkender, at det ofte er vanskeligt for ham og hans team at komme til at afholde bibelundervisning, da der mange steder er konstant overvågning fra myndighedernes side.

"En måde at håndtere dette på er ved at forsøge at få en forhåndstilladelse fra det lokale administrationskontor. Det minimerer risikoen – men jeg er ofte bange for at blive afhørt og uretmæssigt beskyldt for tvangskonversioner,” siger han og fortsætter:

”Men jeg lægger alt i Guds hænder og fortsætter med at tjene. Gud har beskyttet mig og min familie indtil nu.”

En anden udfordring for Rabin og hans team er, at rejserne er fysisk udmattende. Mange gange er de nødt til at gå til fods i flere timer for at nå frem til en lille kirke og møde en gruppe kristne.

”Samtidig skal jeg bære alle mine ejendele, som ofte er ret tunge, og nogle gange går vi op ad stejle bakker i tætte skove, hvor jeg bliver i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet er på ret kurs,” fortæller han.

’Dit arbejde er ikke forgæves’

Rabin fortæller om én særlig rejse, hvor han gik mere end seks timer med tung bagage i bakket terræn og undervejs sukkede til Gud: Åh Gud, hvad laver jeg? Er det kun mig, der lider så meget?

"Endelig nåede vi frem, og folk var glade for at se os. Undervisningen gik godt – den handlede om bibelske måder at håndtere forfølgelse på. Under evalueringen fortalte en af deltagerne, at hun plejede at reagere aggressivt over for dem, der chikanerede hende på grund af hendes tro. Men efter at have deltaget i seminaret havde hun lært at tilgive og bede for forfølgerne i stedet for.

At høre sådanne vidnesbyrd opmuntrer mig,” siger han.

Da Rabin og teamet skulle hjem igen, tog de en anden rute, som var kortere, men endnu vanskeligere.

”Efter en times gang begyndte mine ben at ryste under mig. Jeg var helt udmattet og kunne ikke gå længere. På det tidspunkt savnede jeg mit hjem, min familie og min behagelige seng. Jeg var så træt, at selv om jeg kunne se, at en igle havde suget sig fast til mit ben, havde jeg ikke energi nok til at fjerne den. Det var et øjeblik, hvor jeg næsten gav op,” mindes han.

Men så oplevede Rabin, at Gud talte i hans indre: Søn, dit arbejde er ikke forgæves. For hvert smertefuldt skridt, du tager, vil der være en velsignelse.

”Derefter kom jeg til at tænke på Første Korintherbrev 15:58, hvor der står: I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren. Jeg følte Guds tilstedeværelse og fik styrke til at gå videre,” smiler han.

Trods kampe, udfordringer og vanskeligheder har Rabin ingen intentioner om at stoppe sit virke:

”Uden hjælp og støtte risikerer vi, at vores forfulgte brødre og søstre opgiver deres tro. Og hvis ikke vi hjælper dem, hvem gør så?”

* navnet er ændret af sikkerhedshensyn

Artiklen er også udgivet i vores blad i maj 2024